Fredag var vi på en lang gåtur op i toppen af domkirkens kuppel, en rimelig hård tur da mange af os havde været med c klassen i byen, da de tog hjem Fredag. For at gøre vores pinsler endnu størrer havde fem af os valgt at tage en løbetur kl 7:00 om morgenen på omkring 5 kilometer.
At løbe i en Europæisk storby er helt specielt, især i Firenze. Når man er på en normal løbetur i Nyborg, ser man ikke så mange ting der er noget specielt, men i Firenze kan man næsten ikke bevæge sig mere end 100 meter, før man ser endnu en stor og flot bygning der på en eller anden måde har haft en effekt på byen og renæssancen. Det ene øjeblik løber man ved siden af Mediciernes palads, og det næste er man ved domkirken, Cattedrale di Santa Maria del Fiore.
Noget af det der er med til gøre domkirken interessant for os som naturvidenskabelige folk, er dens kuppel. Kuplen som sidder på kirken er i sig selv rigtig imponerende i størrelse, men når man begynder at forstå mere og mere omkring opbygningen af den, bliver det bedre og bedre. I start 1400-tallet, hvor man begyndte at bygge kuplen, var det normalt at bruge et stillads når der skulle bygges noget højt. På grund af den massive størrelse, var det praktisk set umuligt at få træ nok til at bygge højt nok op. Så Filippo Brunelleschi kom på den tanke, at bygge stilladset ind i kuplen, også fjerne det, når det hele var bygget færdig. Han satte flere store træbjælker ind i kanten af de lodrette vægge i kirken, hvor han så byggede længere og længere op på et stillads derfra. Måden han sikrede sig at murstenene ikke faldt ned, inden mørtlen var tørret, var at han lagde dem i et sildebensmønster, som man stadig kan se den dag i dag. Dette mønster gør at stenene sidder i spænd mellem hinanden, så de ved hjælp tyngdekraften kan blive siddende. Hvis man skal perspektivere det til noget som der måske er lidt nemmere at forstå, kan vi tage et kig på billedet nedenfor. Det viser hvordan man før i tiden har lavet vinduer. Man satte også stenene ved en let vinkel, så de sad lidt skråt for hinanden, derved var de også i klemme, så når tyngdekraften trak i den, ville de bare komme til at sidde bedre fast, da de ville komme endnu mere i klem
Arkitekturen
Noget af det der gør Firenze så interessant at besøge, er
blandingen af arkitektoniske stilarter. På den ene side har vi det gotikske fra
middelalderen med de spise vinduer og de høje bygninger der skulle række op mod
gud. Det var også tydeligt at se på de mange høje kirker der var bygget rundt
omkring i byen, som vi så. Den anden stilart man kunne se i byen, var den
antikke. Da renæssancen havde sin spæde start i Firenze, kan man se at nogle af
bygningerne er bygget i denne stil som man genopdagede i den periode. Den
antikke stil kan ses i de mange søjler, som kunne ses på næsten alle bygninger
i byen.
Noget af det som karakteriserer arkitekturen i renæssancen
er hvor elegant bygningerne er. Alle bygninger er meget slanke og elegante
bygget op. Det er meget de samme ting der går igen, så det hele er meget
symmetrisk og regelmæssigt, hvilket skaber en hel fantastik harmoni omkring
bygningerne, som er helt fantastisk at stå i. Alle bygninger blev bygget i lyse
farver, det er derfor vi ofte ser så meget sandsten og marmor på bygningerne.
En ting vi så, der gør bygningerne så æstetisk flotte at se på, er deres brug
af det gyldne snit. Det gyldne snit er med til at skabe en naturlig ro, fordi
vi mennesker ser det som en guddommelig harmoni.
Det syn man havde på arkitekter ændrede sig også i renæssancen,
var synet på arkitekter. De blev mere og mere set som kunstnere, end folk der ”bare”
lavede bygninger, da bygningerne blev en hel kunst art for sig selv.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletHej Bloggen, i dag har mig og mine venner været ud og se en masse spændende ting i Firenze, vi vil derfor forklare jer hvordan et solur, en meridian og en kalender fungere. #guld #fednok
SvarSletEt solur fortæller tiden ved hjælp af solens position på himlen. De simpleste solure består af en plade, hvorpå der står en lodret form for stok, der gør at solens skygger vil ramme pladen et bestemt sted, afhængigt af solens position på himlen. Ved middagstid i de nordlige tempererede zoner befinder solen sig i syd, så det vil skyggerne på soluret pege mod nord. Når klokken er tolv på et solur, svarer det til når solen er på er præcist mellem nord og syd på himlen. Dette passer dog sjældent med hvornår klokken er tolv på vores vedtagede tid, da flere forskellige ting kan ændre på tiden. En af disse ting er at klokken vil aldrig være det samme på samme tidspunkt på forskellige breddegrader, så derfor er det ofte kun midten af en tidszone, hvor vores vedtagede ur viser den rigtige tid. De ældre solure havde for det meste et system der inddelte dagene i et bestemt antal timer (oftest tolv). Det vil altså sige at timernes længde varierede fra dag til dag, da tiden solen er fremme ændrer sig hver dag.
En meridian er en linje på jorden som går i retningen syd-nord. Hvis linjen er lavet indenfor i en bygning er der et lille hul i den sydlige side af bygningen. Ud fra sollyset og hullet i bygningen kan man bestemme hvornår det er midt på dagen, for når prikken med sollys er præcis på meridianlinjen så er man midt på dagen. Dette fænomen finder sted uanset hvor man befinder sig på jorden. Man kan også bestemme hvilken tid på året det er vha. meridian linjen. Hvis sollyset rammer i starten af meridianlinjen (dvs. den sydlige ende af linjen) midt på dagen, så ved man at det er juli, da det er det tidspunkt på året, hvor solen står højest på himlen. Hvis sollyset derimod rammer helt i enden af meridianlinjen (den nordlige ende af linjen) midt på dagen, så er det december, da det er der, hvor solen står meget lavt på himlen. Disse meridianlinjer blev ofte brugt i kirker, da det var meget vigtigt for kirkerne at kunne bestemme helligdagene og vha. denne nye metode kunne man bestemme hvilken tid på året det var. Santa Maria Novella katedralen i Firenze er et eksempel på en kirke med en meridian. Kirkens facade vender i sydlig retning og der er derfor også 2 solure på facaden. Der findes også en meridian foran Galilei museet og inde på det naturhistoriske museum.
Måneden blev indført allerede i oldtiden og gik oprindeligt fra nymåne til nymåne (ca. 29,5 døgn). Især af hensyn til landbruget indførte man et år bestående af 12 måne-måneder, hvor der blev indskudt en 13. måned hvor det var nødvendigt. I 46 f.kr. indførte Julius Cæsar en kalender på 365,25 dage med skudår hvert fjerde år, men da et år ikke er præcis så langt var der i 1500-tallet kommet en afvigelse på ca. 10 døgn. Det resulterede i at paven i 1582 indførte den Gregorianske kalender, som vi benytter i dag, hvor de årstal, der ender med 00, kun er skudår, hvis de er delelige med 400. Den blev dog først indført i Danmark i år 1700, da man som et protestantisk land ikke ville give indrømmelser til den katolske kirke i lang tid efter Luther og reformationen.
Medici familien og dens betydning for Firenze
SvarSletMedici familien var en magtfuld og indflydelsesrig familie. De opnåede denne magt ved at finansiere kunstnere, filosoffer og endda Paven. Dette medførte at familien fik stor indflydelse på pavestolen. Medici’erne fik i vore dage tilnavnet renæssancens godfather familie. Giovanni de’ Medici, som anses for at være faderen til familiens magt, øgede familiens formue kolossalt vha. Sine banker.
I 1500-tallet søgte folk efter viden fra antikken. I den helligste kirke (Cattedrale di Santa Maria del Fiore), og herunder Cosimo de’ Medici søgte også efter viden. Folk mente at antikken aldrig ville blive overgået på punkter som: billedkunst, arkitektur mm. I år 1400 var Firenze en magtfuld handelsby hvor familierne kæmpede for mere magt.
Medici’erne opførte gennem deres regeringstid i Firenze adskillig bygninger, arkitektur og kunstmuseer. Blandt disse ses Medici’ernes palæ (Palazo Medici Riccardi), San Lorenzo kirken, Uffiz museet, Cattedrale di Santa Maria del Fiore (kuppel kirken) mm.
Katarina de’ Medici testamenterede alle bygninger og kunstværker til Firenze by, med den undtagelse af at man ikke måtte rive noget af det ned. Hvilket også er grunden til at bygningerne står der den dag i dag.