AT5

Fremlæggelse i Firenze

Et solur fortæller tiden ved hjælp af solens position på himlen. De simpleste solure består af en plade, hvorpå der står en lodret form for stok, der gør at solens skygger vil ramme pladen et bestemt sted, afhængigt af solens position på himlen. Ved middagstid i de nordlige tempererede zoner befinder solen sig i syd, så det vil skyggerne på soluret pege mod nord. Når klokken er tolv på et solur, svarer det til når solen er på er præcist mellem nord og syd på himlen. Dette passer dog sjældent med hvornår klokken er tolv på vores vedtagede tid, da flere forskellige ting kan ændre på tiden. En af disse ting er at klokken vil aldrig være det samme på samme tidspunkt på forskellige breddegrader, så derfor er det ofte kun midten af en tidszone, hvor vores vedtagede ur viser den rigtige tid. De ældre solure havde for det meste et system der inddelte dagene i et bestemt antal timer (oftest tolv). Det vil altså sige at timernes længde varierede fra dag til dag, da tiden solen er fremme ændrer sig hver dag.

En meridian er en linje på jorden som går i retningen syd-nord. Hvis linjen er lavet indenfor i en bygning er der et lille hul i den sydlige side af bygningen. Ud fra sollyset og hullet i bygningen kan man bestemme hvornår det er midt på dagen, for når prikken med sollys er præcis på meridianlinjen så er man midt på dagen. Dette fænomen finder sted uanset hvor man befinder sig på jorden. Man kan også bestemme hvilken tid på året det er vha. meridian linjen. Hvis sollyset rammer i starten af meridianlinjen (dvs. den sydlige ende af linjen) midt på dagen, så ved man at det er juli, da det er det tidspunkt på året, hvor solen står højest på himlen. Hvis sollyset derimod rammer helt i enden af meridianlinjen (den nordlige ende af linjen) midt på dagen, så er det december, da det er der, hvor solen står meget lavt på himlen. Disse meridianlinjer blev ofte brugt i kirker, da det var meget vigtigt for kirkerne at kunne bestemme helligdagene og vha. denne nye metode kunne man bestemme hvilken tid på året det var. Santa Maria Novella katedralen i Firenze er et eksempel på en kirke med en meridian. Kirkens facade vender i sydlig retning og der er derfor også 2 solure på facaden. Der findes også en meridian foran Galilei museet og inde på det naturhistoriske museum.

Måneden blev indført allerede i oldtiden og gik oprindeligt fra nymåne til nymåne (ca. 29,5 døgn). Især af hensyn til landbruget indførte man et år bestående af 12 måne-måneder, hvor der blev indskudt en 13. måned hvor det var nødvendigt. I 46 f.kr. indførte Julius Cæsar en kalender på 365,25 dage med skudår hvert fjerde år, men da et år ikke er præcis så langt var der i 1500-tallet kommet en afvigelse på ca. 10 døgn. Det resulterede i at paven i 1582 indførte den Gregorianske kalender, som vi benytter i dag, hvor de årstal, der ender med 00, kun er skudår, hvis de er delelige med 400. Den blev dog først indført i Danmark i år 1700, da man som et protestantisk land ikke ville give indrømmelser til den katolske kirke i lang tid efter Luther og reformationen. 

Museumsanalyse

Galilei museet

Museet blev lavet af Peter Leopold og var delvist finansieret af Medicifamilien, da de altid havde støttet Galilei. Udstillingen lå først i et matematikrum på Uffizi museet, som også var blevet opført af Medici. Udstillingerne på museet er delt op i flere etager. Den ene etage er fra Medici tiden fra 1500 tallet til 1800 tallet, det er her de fleste af Galilei’s udstyr er udstillet. Her er teleskoper, astronomi, termometre og andet måleudstyr centralt.  I etagen over er der udstilling fra Lorraine dynastiet, som er fra 1800 tallet til 1900 tallet. Her er kemi og elektricitet centralt.

Museet er i sig selv ikke et voldsomt arkitektonisk vidunder, men hvis man ser på datidens arkitektur stemmer museet godt overens med resten af de store og kendte bygninger i Firenze. Det ligger dog lige ned til Arno og tæt på både Uffizi og Ponte Vecchio, så man kan godt sige at museet er et erindringssted. På museet har de et rum hvor man kan afprøve en masse af Galilei’s forsøg og også en masse andre forsøg. Der er også nogle videoer og andre visuelle effekter for at underholde gæsterne.

De bruger det didaktiske, da ruten er meget fastlagt og man kan derfor ikke helt vælger hvad man selv vil se. Det kan til tider også være lidt teksttungt. De bruger også det affektive da det som sagt er meget visuelt og spændende for gæsten. De har også deres forsøgsrum hvor man kan prøve en masse ting selv.

Museet fremviser en masse naturvidenskabelige måleinstrumenter og de er sorteret efter et bestemt tema, så der fx er rum med astronomi og rum med termometre osv. Genstandene fortæller en historie omkring videnskabens udvikling og hvordan det blev bedre og bedre. Der er derfor mest fokus på den store historie. Fokus for udstillingen er meget internationalt, da udviklingen i naturvidenskaben havde indflydelse på hele verdenen.

Der er meget fokus på den videnskabelige udvikling i renæssancen, men det bliver lidt glemt hvor upræcise resultaterne var. Der er heller ikke så meget fokus på hvor lang tid det tog at udvikle de forskellige instrumenter, så der bliver mest fokuseret på det positive.

Uffizi

Museet blev i 1560 opført af Hertug Cosimo fra Medici familien. Uffizi betyder kontor, og det skulle fungere som en stor arbejdsplads for Medici familien. Arkitekten Giorgio Vasari stod for byggeriet. Senere blev Uffizi brugt som en kæmpe udstilling af alle Medici familiens kunstværker, da de havde så meget at de ikke havde plads. Da Medici familien uddøde fik Firenze overdraget Uffizi museet og det fungere i dag som et verdenskendt museum, hvor der hvert år er utroligt mange besøgende turister. Udstillingerne er af utroligt mange kunstnere fra hele verdenen. De mest centrale værker er de italienske kunstnere som Da Vinci, Michelangelo og Botticelli. Der er også danske værker af bl.a. Krøyer. Museet har ikke givet direkte anledning til debat, men da det er så stort et kunstmuseum med så stor affektionsværdi, så vil der altid være en terrorfare.

Museet er et kæmpe erindringssted med en masse historie og fortællinger bag byggeriet. Det var som sagt et kontor for Medici familien og en stor kunstudstilling af alle deres værker. Den ligger også lige ved siden af rådhuset, ved Arno og ved den berømte bro Ponte Vecchio. Museet bruger ikke rigtigt nogen virkemidler, da det mest er kunsten i sig selv, som man skal forstå og kunne reflektere over. Det er en af de mest centrale bygninger i Firenze sammen med Domkirken.

Uffizi museet er en æstetisk udstilling da der ikke er nogen fast rute på museet, man bestemmer selv hvad man vil se og kunsten er til for at gæsten skal nyde det. Det er ment sådan at gæsten kan gå lige hvor de vil og reflektere over kunsten som udstilles.

På museet udstilles malerier og statuer, og de er sorteret efter hvor kunstneren kommer fra. På dette museum er der meget fokus på den lille historie, da hvert kunstværk fortæller deres egen lille historie.

På museet er der stor fokus på kunstens udvikling igennem renæssancen. Man ser en udvikling i kunstværkerne efter man opfandt perspektivtegning. Det kan dog hurtigt blive lidt glemt hvor meget kunst betød i renæssancen. Det bliver også glemt lidt hvor meget arbejde og hvor mange tanker der bag alle malerierne, hvis man ikke ved utroligt meget om kunst. Men der er meget fokus på Medici familien, og man bliver overrasket over hvor mange penge og hvor meget magt de egentlig havde. Man bliver også overrasket over hvor meget kunst, der blev lavet under renæssancen.

Erindringssted

En statue på Rådhuspladsen i Firenze, hvor søjlen og menneskerne er i sten og solen en guldplade. Indgraveret rundt langs den øverste kant af søjlen er symbolerne for de forskellige planeter indgraveret, og de to mennesker befinder sig altså i centrum af solsystemet. De bærer en guldplade, der repræsenterer solen. Dette afspejler det menneskesyn der gjorde sig gældende i Firenze og for renæssancen: At mennesket er i centrum. Samtidig afspejler det den store indflydelse Firenze havde for astronomien og naturvidenskaben. Søjlen repræsenterer den kendetegnende arkitektur i Firenze i renæssancen og er fundamentet for statuen, på samme måde som Firenze var det for renæssancen.

Metoder

I dette AT forløb har vi snakket om solure, meridianer og kalendere. Da de skulle udvikle deres solure i renæssancen, så brugte de den hypotetisk deduktive metode fordi de havde teorien fra oldtiden, som de så videreudviklede. De brugte også den induktive metode, da de afprøvede deres forsøg med solure og meridianer, rettede fejlene og hele tiden gjorde opfindelsen bedre.