Galileo og Teleskopet

Teleskopet blev opfundet i 1608 af hollænderen Hans Lippershey. Kort tid efter opdagede Galileo Galilei denne opfindelse, som han satte sig for at forbedre. Galileo startede med at bygge teleskoper med en convex og en concav linse, hvor han prøvede sig frem til den optimale afstand mellem de to linser så lyset der kom igennem den første linse forkuserede lyset lige hvor den anden linse sad. På denne måde kunne han bygge teleskoper der forstørrede til 3 gange, dog formåede han senere at lave bedre versioner der kunne forstørre hel op til 30 gange. Teleskopets lyssamlingsevne kunne beskrives ved formlen L=D/(d^2) hvor L er lyssamlingsevnen, D er diameteren af den yderste linse, og d er diameteren af øjets pupil. Forstørrelsesfaktoren beregnes ved at dividere størrelsen objektet observeret gennem teleskopet med størrelsen af samme objekt observeret uden teleskopet.

To af Galileos originale teleskoper

Noget af det Galilei så på, var månen. Mange troede at månen, i modsætning til jorden, var jævn og harmonisk. Galileo så, at månen faktisk havde bjerge, som er større end de bjerge man dengang kendte til. Dette var med til at skabe mistilid til det geocentriske verdensbilede. Senere kiggede Galileo på Jupiter og det man troede var stjerner der lå ved siden af Jupiter. Han opdagede at det ikke var stjerner, men måner. Dette var også noget der spillede imod det geocentriske verdensbilede da disse måner gik i baner omkring Jupiter i stedet for jorden. Galileo kiggede også på solen, hvor han opdagede mørke områder på solens overflade (solpletter) som viste at solen heller ikke var jævn og harmonisk. En præst som gennemgik Galileos arbejde, anerkendte hans opdagelser om månen og Jupiter, men benægtede opdagelserne om solpletterne.       

Galileo museum og Uffizi Museum - analyse

Arkitektur Galileo

Galileimuseets bygning har ingen relation til selve Galileiudstillingen. Af virkemidler til formidling af sin udstilling benyttes en tilhørende tekst til hver udstilling, samt interaktive skærme og udstillinger til slut i museet, hvor man blandt andet kan lære noget om faldlovene, som eksempelvis ved Galileis faldrende, og de to verdensbilleder, henholdsvis den geocentriske og heliocentriske.

 (Galileo) Den italienske stat i starten af 1800 tallet. (Uffizi) Medici familien begyndte byggeriet i 1560, færdig 1581  

Arkitektur Uffizi

Uffizierne var lavet specifikt til kunstgalleriet. Der var en tilhørende tekst til hvert kunstværk, med henholdsvis kunstner, årstal og beskrivelse på. Man kan sige, at Uffizierne er et erindringssted i sig selv, netop fordi det blev finansieret af Medici-familien til at indeholde kunstgalleriet. Uffizierne benytter ikke nogen virkemidler til sine udstillinger.

Udstillingens opbygning og genstande

Mange af Galileimuseets udstillinger var genstande som Galilei ikke selv havde opfundet. Ud over nogle af hans egne opfindelser var et par af hans fingre og en af hans tænder også udstillet. Alle genstandene er videnskabelige instrumenter, som tilsammen er med til at fortælle en historie om den videnskab blandt andet Galilei udviklede.

Helten i udstillingen er Galileo Galilei, idet der er stor fokus på ham og hans opfindelser/opdagelser. Der er ingen modpart/skurk, da der kun fokuseres på Galilei og videnskaben. Der er i Galileimuseet fokus på den store historie, det vil sige den naturvidenskabelige udvikling Galileis opdagelser førte til. Naturvidenskaben, der fokuseres på i Galileimuseet, er et internationalt emne, men de opdagelser Galilei har lavet var regionale, idet museet står i området, hvor Galilei levede og gjorde sine opdagelser.

Uffizi-museet er et æstetisk museum, da det er kunstværker vi kigger på. Der er mange muligheder for at stoppe op og ”nyde” den atmosfære den pyntede bygning og kunstværkerne skaber. Ved galileo-museet er størstedelen af museet baseret på det didaktiske princip, da man gør rundt og ser en masse udstillinger hvor der til hver udstilling er tekst vedhæftet, som fortæller hvad udstillingen er. I den sidste del af museet er det det affektive princip. Man for muligheden for at ”lege” med nogle forskellige udstillinger og derved kan man leve sig ind hvordan udstillingerne blev brugt.

Kunstværkerne i Uffizierne var primært katolske kunstmalerier samt romerskinspirerede skulpturer. Udstillingerne blev sorteret efter kunstner, og de fortæller en historie om den stærke katolske tro i området og renæssancen i sig selv, da man kan se skulpturer inspireret af antikkens romere.

Heltene i Uffizierne er kunstnerne, da det er deres kunstværker man hylder, dog er der ingen skurke. Her er der igen fokus på den store historie. Her er det omkring den katolske tro og antikken/renæssancen. Fokus er på det nationale, da det er italienske kunstværker.

I Galileo-museet er historien der bliver fortalt: udviklingen af naturvidenskaben under renæssancen, Galileos kamp med kirken bliver undladt og man fokuserer mere på hans opfindelser og udstyr     

I Uffizi er det en kunstsamling uden nogen videre historie, dog med et stort fokus på katolsk kunst. 

Erindringssted

Et kæmpe spejl-teleskop lavet af messing skal stå på Michelangelo

-pladsen og pege ud over Firenze by. Teleskopet symbolisere først og fremmest Galileos arbejde, da astronomien førte til en af de måske største udfordringer af kirken da den var på sit højeste (det heliocentriske verdensbillede). Teleskopet kan desuden symbolisere et kig ud i fremtiden og videnskaben der følger. Grunden til at teleskopet er et spejl-teleskop i stedet for et linse-teleskop, som var det Galileo fandt på, er at spejlteleskopet er en videreudvikling af Galileos egne teleskoper, så det symbolisere at Galileo efterlod sig en vigtig arv for fremtidens videnskabsfolk.

            

AT5

Fremlæggelse i Firenze

Et solur fortæller tiden ved hjælp af solens position på himlen. De simpleste solure består af en plade, hvorpå der står en lodret form for stok, der gør at solens skygger vil ramme pladen et bestemt sted, afhængigt af solens position på himlen. Ved middagstid i de nordlige tempererede zoner befinder solen sig i syd, så det vil skyggerne på soluret pege mod nord. Når klokken er tolv på et solur, svarer det til når solen er på er præcist mellem nord og syd på himlen. Dette passer dog sjældent med hvornår klokken er tolv på vores vedtagede tid, da flere forskellige ting kan ændre på tiden. En af disse ting er at klokken vil aldrig være det samme på samme tidspunkt på forskellige breddegrader, så derfor er det ofte kun midten af en tidszone, hvor vores vedtagede ur viser den rigtige tid. De ældre solure havde for det meste et system der inddelte dagene i et bestemt antal timer (oftest tolv). Det vil altså sige at timernes længde varierede fra dag til dag, da tiden solen er fremme ændrer sig hver dag.

En meridian er en linje på jorden som går i retningen syd-nord. Hvis linjen er lavet indenfor i en bygning er der et lille hul i den sydlige side af bygningen. Ud fra sollyset og hullet i bygningen kan man bestemme hvornår det er midt på dagen, for når prikken med sollys er præcis på meridianlinjen så er man midt på dagen. Dette fænomen finder sted uanset hvor man befinder sig på jorden. Man kan også bestemme hvilken tid på året det er vha. meridian linjen. Hvis sollyset rammer i starten af meridianlinjen (dvs. den sydlige ende af linjen) midt på dagen, så ved man at det er juli, da det er det tidspunkt på året, hvor solen står højest på himlen. Hvis sollyset derimod rammer helt i enden af meridianlinjen (den nordlige ende af linjen) midt på dagen, så er det december, da det er der, hvor solen står meget lavt på himlen. Disse meridianlinjer blev ofte brugt i kirker, da det var meget vigtigt for kirkerne at kunne bestemme helligdagene og vha. denne nye metode kunne man bestemme hvilken tid på året det var. Santa Maria Novella katedralen i Firenze er et eksempel på en kirke med en meridian. Kirkens facade vender i sydlig retning og der er derfor også 2 solure på facaden. Der findes også en meridian foran Galilei museet og inde på det naturhistoriske museum.

Måneden blev indført allerede i oldtiden og gik oprindeligt fra nymåne til nymåne (ca. 29,5 døgn). Især af hensyn til landbruget indførte man et år bestående af 12 måne-måneder, hvor der blev indskudt en 13. måned hvor det var nødvendigt. I 46 f.kr. indførte Julius Cæsar en kalender på 365,25 dage med skudår hvert fjerde år, men da et år ikke er præcis så langt var der i 1500-tallet kommet en afvigelse på ca. 10 døgn. Det resulterede i at paven i 1582 indførte den Gregorianske kalender, som vi benytter i dag, hvor de årstal, der ender med 00, kun er skudår, hvis de er delelige med 400. Den blev dog først indført i Danmark i år 1700, da man som et protestantisk land ikke ville give indrømmelser til den katolske kirke i lang tid efter Luther og reformationen. 

Museumsanalyse

Galilei museet

Museet blev lavet af Peter Leopold og var delvist finansieret af Medicifamilien, da de altid havde støttet Galilei. Udstillingen lå først i et matematikrum på Uffizi museet, som også var blevet opført af Medici. Udstillingerne på museet er delt op i flere etager. Den ene etage er fra Medici tiden fra 1500 tallet til 1800 tallet, det er her de fleste af Galilei’s udstyr er udstillet. Her er teleskoper, astronomi, termometre og andet måleudstyr centralt.  I etagen over er der udstilling fra Lorraine dynastiet, som er fra 1800 tallet til 1900 tallet. Her er kemi og elektricitet centralt.

Museet er i sig selv ikke et voldsomt arkitektonisk vidunder, men hvis man ser på datidens arkitektur stemmer museet godt overens med resten af de store og kendte bygninger i Firenze. Det ligger dog lige ned til Arno og tæt på både Uffizi og Ponte Vecchio, så man kan godt sige at museet er et erindringssted. På museet har de et rum hvor man kan afprøve en masse af Galilei’s forsøg og også en masse andre forsøg. Der er også nogle videoer og andre visuelle effekter for at underholde gæsterne.

De bruger det didaktiske, da ruten er meget fastlagt og man kan derfor ikke helt vælger hvad man selv vil se. Det kan til tider også være lidt teksttungt. De bruger også det affektive da det som sagt er meget visuelt og spændende for gæsten. De har også deres forsøgsrum hvor man kan prøve en masse ting selv.

Museet fremviser en masse naturvidenskabelige måleinstrumenter og de er sorteret efter et bestemt tema, så der fx er rum med astronomi og rum med termometre osv. Genstandene fortæller en historie omkring videnskabens udvikling og hvordan det blev bedre og bedre. Der er derfor mest fokus på den store historie. Fokus for udstillingen er meget internationalt, da udviklingen i naturvidenskaben havde indflydelse på hele verdenen.

Der er meget fokus på den videnskabelige udvikling i renæssancen, men det bliver lidt glemt hvor upræcise resultaterne var. Der er heller ikke så meget fokus på hvor lang tid det tog at udvikle de forskellige instrumenter, så der bliver mest fokuseret på det positive.

Uffizi

Museet blev i 1560 opført af Hertug Cosimo fra Medici familien. Uffizi betyder kontor, og det skulle fungere som en stor arbejdsplads for Medici familien. Arkitekten Giorgio Vasari stod for byggeriet. Senere blev Uffizi brugt som en kæmpe udstilling af alle Medici familiens kunstværker, da de havde så meget at de ikke havde plads. Da Medici familien uddøde fik Firenze overdraget Uffizi museet og det fungere i dag som et verdenskendt museum, hvor der hvert år er utroligt mange besøgende turister. Udstillingerne er af utroligt mange kunstnere fra hele verdenen. De mest centrale værker er de italienske kunstnere som Da Vinci, Michelangelo og Botticelli. Der er også danske værker af bl.a. Krøyer. Museet har ikke givet direkte anledning til debat, men da det er så stort et kunstmuseum med så stor affektionsværdi, så vil der altid være en terrorfare.

Museet er et kæmpe erindringssted med en masse historie og fortællinger bag byggeriet. Det var som sagt et kontor for Medici familien og en stor kunstudstilling af alle deres værker. Den ligger også lige ved siden af rådhuset, ved Arno og ved den berømte bro Ponte Vecchio. Museet bruger ikke rigtigt nogen virkemidler, da det mest er kunsten i sig selv, som man skal forstå og kunne reflektere over. Det er en af de mest centrale bygninger i Firenze sammen med Domkirken.

Uffizi museet er en æstetisk udstilling da der ikke er nogen fast rute på museet, man bestemmer selv hvad man vil se og kunsten er til for at gæsten skal nyde det. Det er ment sådan at gæsten kan gå lige hvor de vil og reflektere over kunsten som udstilles.

På museet udstilles malerier og statuer, og de er sorteret efter hvor kunstneren kommer fra. På dette museum er der meget fokus på den lille historie, da hvert kunstværk fortæller deres egen lille historie.

På museet er der stor fokus på kunstens udvikling igennem renæssancen. Man ser en udvikling i kunstværkerne efter man opfandt perspektivtegning. Det kan dog hurtigt blive lidt glemt hvor meget kunst betød i renæssancen. Det bliver også glemt lidt hvor meget arbejde og hvor mange tanker der bag alle malerierne, hvis man ikke ved utroligt meget om kunst. Men der er meget fokus på Medici familien, og man bliver overrasket over hvor mange penge og hvor meget magt de egentlig havde. Man bliver også overrasket over hvor meget kunst, der blev lavet under renæssancen.

Erindringssted

En statue på Rådhuspladsen i Firenze, hvor søjlen og menneskerne er i sten og solen en guldplade. Indgraveret rundt langs den øverste kant af søjlen er symbolerne for de forskellige planeter indgraveret, og de to mennesker befinder sig altså i centrum af solsystemet. De bærer en guldplade, der repræsenterer solen. Dette afspejler det menneskesyn der gjorde sig gældende i Firenze og for renæssancen: At mennesket er i centrum. Samtidig afspejler det den store indflydelse Firenze havde for astronomien og naturvidenskaben. Søjlen repræsenterer den kendetegnende arkitektur i Firenze i renæssancen og er fundamentet for statuen, på samme måde som Firenze var det for renæssancen.

Metoder

I dette AT forløb har vi snakket om solure, meridianer og kalendere. Da de skulle udvikle deres solure i renæssancen, så brugte de den hypotetisk deduktive metode fordi de havde teorien fra oldtiden, som de så videreudviklede. De brugte også den induktive metode, da de afprøvede deres forsøg med solure og meridianer, rettede fejlene og hele tiden gjorde opfindelsen bedre. 

Perspektivtegning - Bebudelsen

Vi besøgte torsdag d. 10 marts Uffizi-museet, hvor vi så billedet Bebudelsen, som er tegnet af Leonardo Da Vinci. Billedet blev malet i 1472-1475 som var i renæssancen. Renæssancen ses som en periode der så tilbage på oldtidens Grækenland, hvor man brugte samme tankegang og idealer fra den tid. I dette ses også tydeligt at Renæssance betyder genfødsel og man ville ’genføde’ de idéer som blev fundet i oldtidens  Grækenland, dog blev det ikke ført videre i det det gik imod den religiøse tankegang, men i renæssancen tog man disse idéer til sig og derved blev kirkemagten svækket, især i det nordlige Italien specielt Firenze havde kirken mistet meget af magten som nu lå hos adelen samt en ny opstået middelklasse, handelsfolkene. Der var i Firenze kommet en ny samfundsklasse, som gjorde at økonomien i byen havde givet overskud. Dette første til at borgerne i Firenze, med en god finansiering begyndte at finde nye måder at bruge deres fritid på som tog stor vægt i uddannelse og gerne indenfor naturvidenskaben i det, den nye tankegang var indført og det var nu muligt at se verdensbilledet på en ny måde, hvor solen nu er i centrum. Det blev også meget vigtigt med luksus bestående af udsmykning af bygninger og statuer for at vise at man havde magt og penge. Det blev især også udtrykt i mange former af kunst blandt andet billedkunst, litteratur og  skulpturkunst som tidligere græske oldtid, som blev en stor attraktion i renæssancen i Firenze.

Perspektivtegning af en genstand er en naturtro todimensional afbildning af et tredimensional genstand. Ved dette menes at tegningen ligner genstanden fuldstændig, på samme måde som et fotografi. Reglerne for perspektivtegningen blev opdaget i renæssancen af den florentinske arkitekt Filippo Brunelleschi i ca. 1420. Brunelleschi malede et billede af dåbskapellet og kirkepladsen set fra domkirkens vest portal. For at lave dette billede borede han et lille hul i billedet og holdte et spejl op foran. Han kunne via spejlet se det billede, som man ville have set hvis man befandt sig ved vest portalen. Det var vha. hans overbevisende demonstration af principperne, at Masaccio fik lavet de første vellykkede perspektivbilleder. Her fik han malet vægbilledet Treenigheden fra ca. 1427. Billedet gav en illusion af at kigge ind i kapellet.

Reglerne for perspektivtegning blev først nedskrevet i ca. 1435 af den italienske arkitekt Leon Batista Alberti. Senere gav Leonardo da Vinci overbevisende perspektivtegninger. Senere kom et andet regelsæt, som man også begyndte at bruge. Dette var det gyldne snit, som menes at stamme helt tilbage fra den græske oldtid. Det var den græske filosof Eudoxos, som vha. de forbipasserende som han bad om at sætte et mærke på en stok, fandt ud af hvor langt inde på stokken det gyldne snit lå. Ud fra mærkerne fandt han ud af, at det lå 38% inde på stokkens længde. Dette blev efterfølgende brugt ved billeder.

Beregninger af billedet Bebudelsen

Det gyldne snit:

Det gyldne snit kan findes ved, at man først måler længden af billedet og derefter bredden af billedet. Man ved at få det gyldne snit gælder det, at det ene punkt skal lægge 62% inde af længden på billedet. Når man beregner hvor langt ind på billedet man skal, divideres længden af billedet med 100 og ganges med de 62 procent.

For vores billede gælder det:

Længden af billedet = 8, bredden af billedet = 3,61.

Det gyldne snits punkter på længden af billedet:

Det vil sige, at man fra venstre hjørne måler 4,96 ind, og fra modsatte hjørne måles der også 4,96 ind. Dette er punkterne for det gyldne snit i længden.

Det gyldne snits punkter på bredden af billedet:

Det vil sige at man fra venstre hjørne øverst måler 2,24 ned i billedet, og fra venstre hjørne nederst måles der 2,24 op i billedet. De rette linjer i billedet kan nu tegnes, og det gyldne snit kan ses.

Forsvindingspunktet:

Forsvindingspunktet findes ved, at man finder nogle steder på billedet, hvor man kan lægge nogle streger, der vil lægge parallelt med dem i billedet (de blå streger på billedet). Når man har fundet de parallelle linjer i billedet, kan forsvindingspunktet også findes. Forsvindingspunktet vil lægge i det punkt, hvor de to linjer, som går parallelt med noget i billedet skærer hinanden, det vil i dette tilfælde være punktet P.

Horisontlinjen:

Når forsvindingspunktet er blevet fundet kan horisontlinjen hurtigt findes. Horisontlinjen er nemlig en ret linje, som går vandret gennem forsvindingspunktet P. På billedet er det den grønne linje.

Distancepunkter:

Når horisontlinjen er fundet, kan distancepunkterne også findes. Distancepunkterne findes ved at finde et objekt i billedet, som har to parallelle linjer. I dette tilfælde vil objektet være det lille bord Jomfru Maria sidder ved. Der sættes et punkt i hvert hjørne af bordpladen, hvor at der så sættes en linje diagonalt igennem begge veje. Disse to linjer vil skærer med horisontlinjen, og i skæringspunkterne sættes der et punkt. Der måles fra det ene punkt og ind til forsvindingspunktet, og fra forsvindingspunktet og ud til det andet punkt. Gennemsnittet af de to længder tages, da der ikke er lige langt fra det ene punkt til forsvindingspunktet og fra det andet punkt og til forsvindingspunktet. Når gennemsnittet er beregnet divideres det med vores billedes længde (8 i vores tilfælde) og ganges med 100.

Det vil sige, at for at man får set det rigtige perspektiv i billedet, skal man stå lidt over halvdelen af billedets brede væk fra billedet.

Billedet er tegnet af Leonardo Da Vinci og hedder Bebudelsen

Komparativ analyse af museer

Analyse af Galilei-museet:

Galileo museet er et videnskabeligt museum, som blev grundlagt i 1927, men som først åbnede for offentligheden i 1930. Efter at have været åbnet i 36 år fandt en oversvømmelse sted, som ødelagde mange ting her bl.a. dele af Galilei museet. Udstillinger og instrumenter fra dengang blev beskadiget, men blev hurtigt lavet igen. Da tingene som havde taget skade var blev rekonstrueret genåbnede museet igen for offentligheden. Igennem museets tid er det blevet udvidet, og samtidig også blevet mere populært. Populariteten steg meget, da de startede aktiviteter og udstillinger op. I samme periode foretog man også store investeringer i information- og kommunikationsteknologi. Efter mange år blev museet lukket ned i 2008, da det skulle renoveres. I sommeren 2010 blev museet genindviet med nye lokaler og indhold. Museet er et af de største naturvidenskabelige museer og udstiller af samlinger fra Medicifamiliens videnskabelige instrumenter fra renæssancen. Kigger man på arkitekturen af museet, så kan museet også opfattes som et erindringssted, da stedet indeholder mange af de ting, som netop Galileo brugte til at bekræfte hans teorier. Museet indeholder små tavler med information omkring museet, også informationer om hver enkelte udstilling. Samtidig er der også nogle tv-skærme som er opsat forskellige steder på museet, som understøtter udstillinger, og som også fortæller visuelt hvordan man har kunne bruge den valgte udstilling. Dette kan også formidles som det didaktiske princip, som netop omhandler det at tale til høre- og synssansen, og samtidig formidler viden gennem dette princip. Når man besøger museet får man et godt indblik i, hvilke redskaber Galileo brugte til at bekræfte sine teorier, i forhold til når man bare læser om det hjemme fra.

Analyse af Uffizi-museet:

Uffizi museet er et af de mest berømte museer i verden. Museet indeholder unikke kunstværker og mesterværker, som primært blev lavet i renæssancen og efterladt af Medici familien. Mange af malerierne fra museet er tegnet af store kunstner, som Botticelli, Michelangelo, Leonardo Da Vinci og Raffaello. I 1560 bestilte et medlem af Medici familien (Cosimo) den enorme bygning som i dag bliver brugt som museet. Cosimo bestilte designeren Giogio Vasari til at designe bygningen. I 1581 begyndte man så småt at lave små udstillinger i bygningen, men disse var dog private. I 1743 testementerede en fra den sidste Medici familie, at alt kunsten skulle forblive i Firenze/Toscana. Samtidig erklærede hun også, at udstillingerne skulle være en offentlig attraktion, så alle kunne se kunsten tilbage fra renæssancen. 16 år efter familiemedlemmets død blev museet gjort offentligt, og er siden hen vokset til at være et af de mest berømte museer i verden. Museet kan samtidig også bruges som et erindringssted, da museet indeholder en masse malerier som er blevet lavet af en masse berømte kunstnere. Disse kunstnere kan vi huske ved hjælp af deres værker som vi netop kan se på Uffizimuseet. Det der erindres er kunstnerne og deres kunstværker, og det vi måske lidt glemmer er Medici familien som faktisk var med til at opføre og starte museet. Museet kan formidles til det affektive princip, som taler til alle sanser og følelser. Museumsgæsten skal tage stilling til om det er etisk eller moralsk, og dette kan ofte udtrykkes igennem et billede, ligesom følelser også kan udtrykkes gennem et billede. Samt kan lyd og lys også være med som et virkemiddel til malerier, da de også spiller en stor indflydelse på opfattelsen som turisterne får når de besøger museet.

Komparativ analyse:

Sammenligner man de to museer, så kan det ses efter de to analyser, at Medici familie har spillet en stor rolle ved både Uffizi-museet og Galilei-museet. De to museer indeholder begge værker som er opfundet/lavet i renæssancen. Geografisk set er museerne begge placeret i det centrale Firenze, og er begge store turistattraktioner. Begge museer har over 1.000.000 besøgende om året. Museerne er begge offentlige og nogle af de største og mest berømte i verden. Udstillingerne på begge museer er alle sammen blevet påvirket på den ene eller den anden måde af Medici familien. Begge museer taler også til folk, som er interesseret i udstillinger fra renæssancen.

Erindringssted

Adresse: Via dei Servi 66R, 40122 Firenze Italien

Erindringsstedets materiale lag:

Vores monument er et springvand, hvor selve figuren vil være englen Gabriel, hvilket henviser til Leonardo Da Vincis perspektivtegning Bebudelsen. Derudover vil Gabriel holde en vægt, hvor en pensel og videnskabsmærket vil være.

Monumentet er lavet af marmor og vil blive placeret ved Leonardo Da Vinci museet. Dette er stedet der skal placeres, da museet og monumentet vil supplere hinanden.

Erindringsstedets symbolske lag:

Monumentet af englen Gabriel, som fremgår på Leonardos perspektivtegning, henviser tilbage til selve perspektivtegningerne og processen i det, da han var i blandt en af de første til at lave nogle overbevisende tegninger/malerier. Foruden henvisningerne til perspektivtegningerne, var Leonardo også videnskabsmand. Han var et af renæssancen største genier. Leonardo var både opfinder, kunstner, ingeniør, skulptør, arkitekt, samt beskæftigede han sig med geometri, anatomi, fysik osv.

Foruden englen Gabriel, vil denne engel holde en vægt, hvorpå en pensel og videnskabsmærket vil ligge. Penslen vil henvise til henholdsvis perspektivtegningen men også generelt kunsten, da Firenze er kendt for sin kunst, og videnskabsmærket henviser til mange af de opdagelser som henholdsvis Galilei og Leonardo gjorde sig.

Erindringsstedet vil ud fra dens genstande, som henviser til kunsten og videnskaben i Firenzes renæssance, blive brugt til at minde folk om de opdagelser der blev gjort der, samt minde dem om hvor store disse opdageler var i forhold til at man i dag stadig bruger f.eks. Galileis faldlov.

Domkirkens Kuppel

Fredag eftermiddag besøgte vi Firenzes Domkirke, og vi var oppe i den imponerende store kuppel, hvorfra man havde udsigt ud over hele Firenze by. Der var omkring 460 trin op igennem kuplens snævre, snoede, stejle vej, men udsigten var i den grad turen værd. Domkirken blev bygget i 1300-tallet, mens kuplen først blev bygget i 1420, grundet dens store dimensioner. Når man ser på kuplen rent videnskabeligt, er der tale om fysiske kræfter, som holder den sammen. Her taler man om bygningsstatik. Dette er dog noget, man først fandt ud af, mange år efter den blev bygget. Dengang gik man blot ud fra erfaringer og fornemmelser. Dette vil vi uddybe i dette blogindlæg.
Her ses et billede af den imponerende kuppel, som den står idag, og desuden den flotte udsigt på toppen af kuplen.

Hvad kendte renæssancen til bygningsstatik?

I renæssancen kendte man kun meget lidt til bygningsstatik. Eller det troede man i hvert fald. To meget betydningsfulde mænd i den italienske renæssance gjorde sig nogle overvejelser om ligevægtsbetingelserne. De mente begge, at rundbuen havde større styrke end spidsbuen. Det vidste sig dog at være lige omvendt. Statik blev opdyrket hos grækerne som en videnskabelig og matematisk disciplin. Her var det Arkimedes, som benyttede vægtstangsreglen som genvej til matematiske sætninger. Disse lavede han senere beviser for. Mere blev det dog ikke til, dog drog man nogle overvejelser i Europa i middelalderen. Disse nåede dog aldrig videre til bygningsmestrene. Alligevel byggede man en del bygninger gennem både antikken, middelalderen og renæssancen, men faktum var, at man gjorde det uden nogen form for beregninger af styrke og belastning. Man gik ganske enkelt ud fra overleveret praktisk kunnen og viden gennem tiden og håndværkernes fornemmelser for, hvad der kunne holde. Det var først i midten af 1700-tallet, at bygningsstatik som videnskabelig disciplin tog form.  

Domkirken i Firenze

I 1300-tallet planlagde man at bygge en kuppel oven på nogle treskibede hovedbygninger, sidekapeller samt en tambur. Man byggede alt på nær kuplen, da der ingen var, som turde bygge den grundet dens store dimensioner. Man havde en forventning om, at kuplen skulle have en diameter på 45 meter og skulle være i en højde på 55 m. Sammenlignet med Pantheons kuppel, som kun hvilede på en højde på 22 m. Dog kunne man ved hjælp af vægtstangsreglen forklare, at kuplens enorme vægt på ca. 24000 ton i 55 meter højde ville være alt for farlig for ligevægten.

Derudover kunne man slet ikke forestille sig, hvordan et understøttende stilads skulle kunne bygges i 90 meters højde. Men i 1418 blev der udskrevet en konkurrence om bygningen af kuplen, hvilket Brunelleschi vandt. Stadig i dag diskuterer man hans metoder til at overvinde problemerne.

Bygningsstatik anvendt på Brunelleschis kuppel, der sidder på domkirken.

Kuplens profil og geometriske struktur

Da kirken blev bygget i 1300-tallet planlagde man også at bygge en kuppel. Kuplen skulle være en spidsbue af typen 5 dels-bue, hvilket betyder, at kuplen består af to ens cirkelbuer, hvis radius er 4/5 af spidsbuens radius. I 1420 havde Brunellechi, der havde vundet retten til at bygge kuplen, udfærdiget et byggeprogram. Programmet findes på et arkiv i Firenze, men fortæller ikke noget om, hvordan man byggede kirken, men kun om den overordnede geometri. Kuplen blev bygget som to kuppelskaller, hvor der var en tyk indre skal og en tynd ydre skal, hvilket var med til øge stabiliteten. Kuplen er bygget af mursten, og består af ribber og kapper, og er en såkaldt ribbekuppel, hvor kapperne er en del af en skæv cylinderoverflade. Til at forstå, hvordan man har opmuret kuplen, har man formuleret tre egenskaber ved de ejendommelige murskifter:

1.     De lodrette fuger mellem murstenene er rettet ind mod kuplens centralakse.

2.     De ”horisontale” murstenslag hælder ind mod kuplens centralakse, og hældningen bliver større, jo hørere oppe i kuplen de befinder sig.

3.     De ”horisontale” fuger ligger ikke vandret gennem en kappe, som man ville forvente, men danner en kædelinjeagtig kurve fra ribbe til ribbe.

Spørgsmålet er, hvordan man har kunne afmærke denne enorme kegle i en højde af 50-100 meter? Da keglen var ikke bar en standardkegle, idet den ændrede jo højere man kom op. Til at stabilisere kuplen var der endnu en ejendommelighed – fiskebensmønstret i murværket. Dette mønster kan ses i mellemrummet mellem skallerne, hvor lodrette mursten holder de vandrette fast som i en kile. Dette har forhindret murstenene i at rutsje ned, mens mørtlen var blød. Det er svært at vide, hvordan byggeriet er udført, dog vides det, at der er anvendt begrænset rungeometri og den klassiske antikke geometri, samt læren om kegle og snitkurver.

I halvkuglekuple af sten ved man i dag, at der virker to kræfter. Tangentialkraften og Meridiankraften.  Som ses på følgende billede:

Tangentialkraften består af to forskellige kræfter. I toppen af kuplen er der trykspænding, og i bunden er der trækspænding. Meridiankraften går fra toppen til bunden af kuplen langs ydersiden. Man vidste ikke dette på det tidspunkt, men af erfaring fandt man ud af det alligevel. Derfor lavede man kuplen mere spids, hvorved tangentialkraften var svagere, og hermed ville kuplen ikke falde sammen.

Metoder

Under bygningen af Brunelleschis kuppel har man brugt en blanding af den induktive og den hypotetisk deduktive metode samt prøve-fejl-metoden. Igennem middelalderen og renæssancen byggede man en del bygninger, men man havde på intet tidspunkt lavede beregninger for hverken belastning eller styrke. Man gik ganske enkelt ud fra erfaringer fra tidligere bygninger, man havde konstrueret og ud fra, hvad der havde holdt, og hvad der ikke havde holdt. Derfor kan man sige, at de i en hvis grad brugte den induktive metode, idet de lavede observationer og drog nogle erfaringer ud fra de tidligere bygninger. Og ud fra dette forsøgte de at bygge domkirken.

Men da man oprindeligt byggede de treskibede hovedbygninger, sidekapeller og tambur, turde man i starten ikke bygge kuplen, fordi man mente, at dens dimensioner var for store, og det ville være for farligt at bygge kuplen. Man så altså et problem i at bygge kuplen. Men Brunelleschi tog problemet i egen hånd og ud fra de observationer, man tidligere havde gjort sig og draget en form for konklusion, byggede han kuplen. Han gjorde sig nogle overvejelser og dannede en form for hypotese, hvorefter han formåede at bygge kuplen på domkirken. Herefter viste hans ideer og form for hypotese at være sand, idet kuplen ikke faldt sammen eller er gjort det endnu. Derfor kan man altså argumentere for, at Brunelleschi dengang gjorde brug af den hypotetisk deduktive metode på baggrund af den induktive metode. Der blev desuden bygget en lignende kuppel under renæssancen, men denne kunne ikke holde, da den blev bygget forkert, og man måtte derfor understøtte den med jernringe.

Man kan i visse tilfælde også tale om prøve-fejle-metoden, idet de som sagt byggede ud fra fornemmelser, og hvis det ikke virkede, så prøvede det noget nyt. Prøve-fejle-metoden handler om, at man forsøger at falsificere en eller flere af præmisserne i et deduktivt argument, for hvis man blot kan vise, at en af præmisserne er falske, har man falsificeret teorien.

Dengang vidste man desuden ingen ting om bygningsstatik. Dette har man først fundet ud af i begyndelsen af 1700-tallet. Her kan man igen tale om den hypotetisk deduktive metode, idet man har lavet nogle hypoteser og prøvet at bevise dem indtil man fandt frem til det rigtige svar på, hvordan en sådan stor kuppel kan blive ved med at holde. Og ud fra dette har man fundet frem til bygningsstatik.

Komparativ analyse af Ufizzierne og det matematisk museum

Ufizzierne

Uffizzi museet blev bygget 1500-tallet for Cosimo l de’Medici. Bygningen blev oprindeligt brugt som kontor (da uffizio betyder kontor) og senere som samlingssted for kunst og nu som nu et museum, der viser kunstens udvikling gennem tiden fra 1 århundrede f.Kr. til den sene antik. Medici-familien finansierede ufizzi bygningen, og har også stået for udstillingen. Museumsbygningerne er en del af en samlet fortælling om kunsten i Firenze, idet bygningen selv er original, og stammer for denne historiske periode. Herved er museet selv et erindringssted i kraft af sin oprindelse, placering og erindring om Medici-familien, der havde magten i renæssancen.

Museet er æstetisk, da det taler til ens synssand, og når man ser på billederne, skulpturerne og altertavlerne, som er udstillet, påskynder man datidens smukke kunst. Man får dels et indblik i datidens kunst, men samtidig også et indblik i hvor meget magt Medici’erne havde. Generelt taler museet meget til øjet, hvilket kendetegner et æstetisk museum.

På Ufizzierne er der fokus på den store historie, med Medici’erne og de store kunstner. Derfor ligger fokusset primært regionalt på Firenze, dog også nationalt, da der er kunst fra hele Italien.

På museet erindres Medici-familiens storhed, og kunstens udvikling, dog glemmes Medici’ernes nedturer, og den matematiske udvikling. 

Matematik museum - Arkimedes Have

Matematikmuseet Archimeds Have er dedikeret til matematik. Det blev oprettet i 1999 med det formål at vise nogen af de matematiske opdagelser og fremme matematik i alle former, kulturen i matematik og matematikkens sociohistoriske betydning. Derudover var formålet at bringe folk tættere på matematikken. Museumsbygningen er ikke en del af en samlet fortælling, men holder til i en eksisterende bygning uden relation til udstillingen. Bygningen benyttes blot til at udstille de matematiske opdagelser. De virkemidler, der bliver brugt, er inddragelse af besøgende. Der er mulighed for at prøve de matematiske opdagelser af, og man er aktiv i læringen.

Museumstypen er den didaktiske type, fordi den taler til høre- og synssansen, videregiver information, er lærerig, og der er en, som går og fortæller om tingene. Gæsterne får meget mere ud af selv at være en del af det, fordi læren om de matematiske opdagelser formidles aktivt.

Museet udstiller matematiske modeller, der fremstiller opdagelserne af bl.a. geometrien af kurver og pythagoras, som er sorteret tematisk. Genstandene fortæller, hvordan de forskellige ting er opdaget og har fokus på den lille historie, idet det er små opdagelser, som har ført til noget nyt og en ny forståelse af verden. Derfor er fokusset også internationalt, da det er noget som angår hele verden. Derudover er det den matematiske udvikling og opdagelserne, som erindres, mens det er kunsten og storhedstiden i Firenze, der glemmes.

Erindringssted

Vores erindringssted er et monument, som er til minde om Galileo Galilei. Ser man på de materielle lag er det er en skulptur, som består af en cirkel med en retvinklet trekant indeni. Den er lavet af sten og vi tænker, at den skal være placeret ved Galileo Museet, fordi det skal symboliserer hans biddrag til renæssancen rent naturvidenskabeligt. Desuden er erindringsstedet villet, da det er nyligt bygget og en hyldest til hans værker. Kigger man på de symbolske lag er erindringsstedet et symbol på Galileos bevis for bevægelseslæren udtrykt på en kreativ måde. Erindringsstedet giver os desuden en fælles erindring omkring ham og hans biddrag til naturvidenskaben i renæssancen. Ser man på de funktionelle lag, symboliserer erindringsstedet ham og hans livsværk, og da den står ved hans museum, da bliver han anerkendt, når man går ind. Dem, som bruger det, vil være folk, som interesserer sig for naturvidenskab. Dens funktions er altså at fremhæve og ære Galileo, fordi han var banebrydende for den matematiske udvikling, og her ses en skitse af vores erindringssted: